Future of Greenland Ungdomserhvervskonference
6 maj 2026, Katuaq, Nuuk
”The Future is Greenland – Ungdommen i det arktiske årti”
For 3. gang åbner Grønlands Erhverv dørene til ungdomserhvervskonferencen, Future of Greenland. I 2024 holdt vi Future of Greenland i både Nuuk og Sisimiut for nutidens unge – fremtidens erhvervsliv!
Grønland har aldrig manglet muligheder, og fokus er altid på vores potentiale. Vi er et stærkt land med stolte traditioner, i hjertet af Arktis.
De seneste år har tydeligt vist at det Arktiske årti er ved at starte: Verdens stormagter kigger mod nord. Sikkerheds- og udenrigspolitik inkluderer for mange af verdens lande, Arktis. Grønland oplever en stigende interesse for samhandel og udenrigspolitiske relationer. Interessen er til dels drevet af os selv, men også af landene omkring os.
Hvordan er det at være ung i Arktis med alt det, der foregår omkring os og hvordan påvirker det vores hverdag? På Future of Greenland bringer vi Grønland, erhverv og geopolitik helt tæt på ungdommen. Fremtidens samfund skal formes af dagens unge. Debatten om Grønlands fremtid bliver bedre, når det er de mennesker, der skal tage ansvaret for fremtiden, der former dialogen.
På Future of Greenland møder ungdommen erhvervslivet og politikerne. Dialog, oplæg og spændende debatter vil fylde dagen, som rundes af med at der sendes et tydeligt budskab til Future Greenland erhvervskonferencen, der holdes 19-20. maj, om hvad landets beslutningstagere skal prioritere.