Verden kalder på bæredygtige løsninger og Grønland kan meget vel være i en god position til at levere på mange af disse. Men hvad er Grønlands potentiale og hvordan ser vores fremtid ud? Og hvem skal egentlig diskutere fremtidens Grønland?
For første gang nogensinde afholder Grønlands Erhverv en ungdomserhvervskonference, der tager landets unge mennesker helt tæt på meningsdannere og beslutningstagere. For er det ikke bedst at lade de mennesker, der skal leve i fremtidens Grønland være med til at sætte retningen? Konferencen giver de unge oplevelsen af at være til en “rigtig” erhvervskonference og den sluttes af med at konferencens budskaber leveres til formanden for Naalakkersuisut og efterfølgende alle deltagerne i Future Greenland konferencen, der i 2024 afholdes for 9. gang i Nuuk.
Emnerne for konferencen er både bæredygtighed og civilsamfundets rolle i landets udvikling. Hvordan bruger man sociale medier til at være en del af den offentlige debat, hvad er demokratiet, findes der spændende jobs for unge grønlændere i den globale verden og kan man egentlig leve af at være musiker og kunstner?….er nogle af de spørgsmål, som konferencen giver svar på. Men de unge mennesker kommer også til at møde spændende politikere og arbejdsgivere, indgå i debatter og i det hele taget mærke stemningen fra en konference, hvor store emner tages op til debat.
Konferencen er gratis og er finansieret af private sponsorer og Grønlands Erhverv.
Future of Greenland åbner dørene til verden og inviterer Grønlands ungdom til at møde og udfordre interessenter og meningsdannere fra både ind- og udland. Grønlands Erhverv mener at det er de mennesker, der er fremtiden i Grønland, der er bedst til at beslutte hvordan fremtidens Grønland skal se ud: The Future of Greenland!